Sæsonen skudt i gang med største turnering i årevis

For første gang blev en turnering i Danmark afviklet efter samme princip som “German Pool Tour”, nemlig i flere puljer, til kortere distance, men så alle får flere kampe.
Og for første gang var der to klubber sammen om afviklingen, det betød at antallet af deltagere kunne være højere end vi normalt er i stand til, da vi jo ikke har store poolhaller til rådighed, også dette var en stor succes. Både Dan’s Poolhall og ABK31 var perfekte værter, gode borde, pudsede baller og personale og turneringsledere der var hjælpsomme og styrede turneringen med kyndig hånd.
8 puljer med 4-5 mand i hver betød at alle var sikret mindst 3 kampe. Turneringen var desuden med handicap, som betød at flere af de mange helt nye spillere havde chancer for at vinde kampe, og gjorde det mod de mere erfarne spillere i feltet. Det betød også at der var rigtig mange tætte kampe, mange “hill-hill” afgørelser.
Efter ca. 6 timer var puljerne spillet færdig, og de 2 bedste fra hver af de 8 puljer var klar til 1/8-finaler, hvor puljevinderne skulle møde en 2’er fra en af de andre puljer. Og her fortsatte spændingen, 6 af kampene blev vundet med 8-6, eller 8-7, og fem af de otte kampe blev vundet af spilleren der var blevet 2’er i sin pulje.
For Kim Sandhøj, Flemming Lei Andersen, Marcus Mentzler, Lars Tolbod, Theis Magle, Shahriar Md Khan, Nikolaj Sonne Svendsen og Søren N. Nielsen blev 1/8-finalen endestationen for denne gang.

Kvartfinalerne var et mix af spillere på alle niveauer og med blandet rutine, to af kvartfinalerne blev ligledes 8-7, hvor det blev rutinen der sejrede. Anders Due, Morten Boyling, Andreas Bønnelykke og Christian Pless måtte i denne omgang se deres chancer for en semifinale forsvinde, og de blev nr. 5-8.
Hermed var vi fremme ved semifinalerne, hvor de på papiret bedste spillere begge to spillede op til deres absolut bedste, og i løbet af kort tid havde besejret deres modstandere 8-1 og 8-3. Thomas Johannesen og Stanislav Stanev var færdige for i dag. Og 12 timer efter starten af de første kampe var Jesper Schmidt og Jakob Lyng klar til at spille finale. To elitespillere der begge var tørstige efter en stor turneringssejr, og som hele dagen havde spillet virkelig godt pool.
Kampen startede helt lige med sættene skiftevis til den ene eller anden, med ved 3-3 sneg der sig et par fejl ind hos Jesper, og pludselig var stillingen 7-3 til Jakob. Men et par gode breaks, og hurtige run outs var Jesper tilbage på 6-7. Men én brændt bal betød at Jakob fik chancen, og den lod han ikke gå fra sig. Jakob Lyng vandt 8-6.

Alle resultater her: http://ddbu.billiardport.com/