DPT

Per Micki Christensen vinder Event 1

INKPRO Dansk Pool Tour er i år inddelt i 3 niveauer: DPT1000, DPT500 og DPT250.
DPT1000 er åben for alle, i DPT500 må spillerne ikke have en Rating på over 1700, og i DPT250 må spillernes Rating maksimalt være 1599.

Første turnering i denne sæson var INKPRO DPT250, der blev afviklet i Osted BK.
Turneringen havde lokket et par top10 snookerspillere til, blandt andet den nye formand for snooker, Per Micki Christensen der efter ca. 9 timers pool kunne strække armene i vejret som vinder. Derudover havde også nr. 5 på snooker ranglisten, Martin Søndergaard fra Kolding, fundet vej til Osted, og efter at han i første omgang havde sendt Per på tabersiden, mødtes de igen i semifinalen og her vandt Per, så Martin slutter på tredjepladsen.
Per Thomsen var endnu en jyde der havde fundet vej til Sjælland, helt fra Aalborg kom han, og spillede sig i finalen. I sin semifinale slog Per en af de unge spillere fra Herlev, der lever lidt i skyggen af de andre Herlev talenter, men hvis han fortsætter med dette spil så kommer vi til at høre mere fra ham i år, nemlig Christian Pless.

Denne turnering var også den første turnering med rating systemet, og hvis man kigger på udviklingen af de point de involverede spillere har, kan man især se at vinderen Per er gået fra 1500 til 1557 point.