DPT

Alan Conway vinder sin første DPT

Selvom Alan Conway har flere Danske Mesterskaber på sit CV, så har han aldrig vundet en Dansk Pool Tour, før denne weekend. For lørdag d. 11.11.2017 lykkedes dette for ham.
Efter at have vundet sin pulje i overbevisende stil, havde han Walk Over i Enkelt Knock Out, hans modstander Niels Døssing havde til gengæld lige gjort kort process med Søren Rydlund fra Aalborg, og Niels var flyvende i starten af kvartfinalen. Var lynhurtigt foran 5-1 efter noget nær perfekt spil, men Alan fik det ene sæt efter det andet, Niels lavede et par fejl nu, og enden blev at Alan vandt denne kamp 7-5.
En anden spiller der oplevede lidt “op og ned” på niveauet var finalisten fra sidste DPT, Mickey Krause, som startede dagen lidt sløjt med mange fejl og blev 3’er i sin pulje og dermed kun lige gik videre. Men så havde han vist spillet sig ind, for i 1/8-finalen spillede han tæt på den perfekte kamp, mod Jakob Lyng, som i løbet af 38 min. blev besejret med 7-2. I kvartfinalen stod han overfor Janick Navne, der efter at være foran 2-0 ikke fik flere sæt, og blev slået 7-2. Semifinalen var mod en gammel kending af sporten Lasse Buhl, som hele dagen havde spillet på et meget højt niveau. Vandt sin pulje ubesejret, herefter slog han Christoffer Lentz med 7-4. Kampen blev så tæt på den nærmest kunne blive 6-6, og Lasse får roded sig ud i lidt problemer og med 3 baller tilbage, må overlade bordet til Mickey, som rydder sin 7 baller og til sidst også 8’eren. Virkelig en spændende kamp.
Samtidig har Alan Conway gjort kort process med det lokale håb, Mathias Spanggaard, som dagen igennem havde spillet nok det bedste 8-ball i sin karriere. Luften gik dog af ballonnen, og trætheden tog over, og efter næsten 12 timers pool denne lørdag måtte han se sig slået 7-3.
Finalen blev vundet klart af Alan med 7-3. Mickey havde svært ved at få sit break til at virke, og når man ikke får lov til at spille videre 3-4 gange ud af de 5 gange det var ham der breakede, så er det nærmest umuligt at vinde.

Turneringen blev igen overordnet set en stor succes. Flere nye spillere havde igen fået lyst til at deltage og prøve kræfter med den danske elite. Pulje spillet sikrede alle mindst 4 kampe, og det giver en helt anden dynamik på turneringen. Alle har hele tiden noget at spille for, også selvom det kun er æren og personlig succes.
Tak til Søren Terp og Bristol Odense for at være arrangør og stille lokaler til rådighed.