Udtagelse til EM 2018

Pooludvalget har lavet nogle retningslinjer for deltagelse i Europamesterskaberne i 2018.
Udvalget ser det som yderst vigtigt at Danmark repræsenteres så godt som muligt, både sportsligt, men også af spillere der lever op til de værdier og normer Den Danske Billard Union har, og det betyder at de spillere der repræsenterer Danmark skal opføre sig på en måde der er forenlig med god sportsånd og respekt for sporten og modstanderne, på en måde der ikke sætter sporten, DDBU eller sponsorer i et dårligt lys.
Det betyder også at alle der bliver udtaget, fra om med EM 2018, vil få en kontrakt med henblik på EM. Heri vil betingelser fremgå, og eventuelle konsekvenser for manglende overholdelse af disse.

For at sikre at DDBU sender det bedste hold af sted, har vi bestemt følgende:
Der er en EM udtagelsesrangliste, hvor 8 turneringer tæller: de 4 DM i 2017 + de 4 DPT i 2017/2018 sæsonen. Nr. 1 på denne rangliste pr. 1. marts 2018 bliver tilbudt en plads, hvis denne spiller ikke ønsker det, vil pladsen ikke automatisk blive tilbudt til den næste.
Derudover kan DDBU’s Eliteudvalg udtage et antal spillere yderligere.